Efter succesen i maj 2024, er vi klar til en ny omgang MEKKAVAL! Denne gang fyrer vi den af over 1 dag, og derfor har vi tilføjet mad-bod i vores udvidede gård, længere Happy-Hours (kl. 15-19) og en headliner. Det er undergrund. Det er fedt!
1 dag – 8 bands
Billetprisen er igen holdt på et niveau, hvor alle kan være med: 100,- + gebyr i forsalg / 150,- i døren.
Dørene åbner kl. 15:00 – Show kl. 16:00.
DENIAL OF GOD
(Black Horror Metal since 1991)
For første gang har vi den store fornøjelse at kunne præsentere DENIAL OF GOD på den fynske muld.
Bandet behøver ikke den store introduktion, da vi med rette kan kalde dem for et af Danmarks mest legendariske bands metalbands. I Norge har de MAYHEM, i Schweiz havde de HELLHAMMER, i USA har de ALICE COOPER, i Sverige havde de BATHORY og i Danmark har vi DENIAL OF GOD.
DENIAL OF GOD blev dannet i 1991 og har ikke mindre end 20 forskellige udgivelser i bagagen – heraf de tre anerkendte fuldlængde albums ”The Horrors of Satan” (2006), ”Death and the Beyond” (2012) og ”The Hallow Mass” (2019).
Man skal bestemt ikke være en sart sjæl, når de går på scenen. Deres horror-show er berygtet, spektakulært og teatralsk, og det er med god grund, at DENIAL OF GOD er blevet anerkendt som et solidt, gennemført og velspillet band, der giver deres fans en kæmpe oplevelse hver gang. Der bydes indenfor i et univers af det mørke og overnaturlige, hvor scenen bl.a. udsmykkes med kranier, stearinlys og kiste. Det er black horror metal, når det er allerbedst!
Igennem årene har DENIAL OF GOD spillet både store og små festivaler og venues rundt om i verden. De vælger deres koncerter med omhu, og som en af deres sjældne liveoptrædener, er valget faldet på at gæste Posten, når de headliner MEKKAVAL 2025. Vi glæder os!
Live line-up: Ustumallagam – vocals, Azter – guitar, Zulgarath Nomis – guitar, The Unknown – bass og Arent – drums
Lyt: https://www.youtube.com/watch?v=srzmtPkXWvc
ÆTTIR
(Melodisk doom)
ÆTTIR spiller melodisk doom-metal med elementer af nordisk folk og en efterklang af en fjern fortids urtåger. Bandet udspringer fra sangerinden Nanna Barslev og guitaristen Lasse Olufson, begge kendt fra den anerkendte danske folk-metalgruppe HULDRE. Med Nannas smukke nordiske stemme og Lasses særegne guitarriffs skaber ÆTTIR melodiske, storladne og tunge harmonier, hvor kontrasterne på smukkeste vis går op i en højere enhed.
Bandets medlemmer er rutinerede musikere, der har gjort sig bemærkede i prisbelønnede danske bands såsom AYJNE, GNY, SATURNUS, MYRKYR og som tidligere nævnt, HULDRE.
Vi ser frem til at byde ÆTTIR velkommen, hvor publikum kan se frem til en fantastisk og medrivende koncert.
Line-up: Nanna Barslev – vokal, Lasse Olufson – guitar, Veronika Kroel Voetmann – cello, Tor Petterson – bas og Svavar Thor Birgisson – trommer.
Lyt: https://youtu.be/1B9FUe5wATI?si=4WMkhFPKn-1l7REM
MURDERCELL
(Melodisk dødsmetal)
På plakaten har vi fornøjelsen at kunne præsentere MURDERCELL fra den sydligste del af Danmark. Her står den på massiv, tight og melodisk dødsmetal og over til diverse core-subgenrer.
Videoen til bandets debutsingle ”And So The End Begins” er afspillet over 15.000 gange på YouTube, hvor den har tiltrukket positiv opmærksomhed fra både danske og internationale metalfans.
Bandet har, inden for dets første års eksistens, bl.a. delt scene med de polske giganter DECAPITATED, danske DEMOLIZER samt franske SOLITARIS.
Tag godt i mod MURDERCELL, når de præsenterer deres fortolkning af moderne metal og rykker Posten rundt!
Line-up: Jonas – vokal, Patrick – trommer, Jacob – bas, Chris – guitar og Mikkel – guitar.
Lyt: https://youtu.be/K5YBTT-xkcE?si=HDBsPzjvY7buYE3W
SPEEDPIK
(Punk)
Punk, smadder og meget udefinerbart.
Selv siger de: “Gang-i-piwen-progressiv-dødspunk fra Hårsens af. Soundtrack til tredje verdenskrig. Dog velegnet at hælde bajere i nakken til. Et totalangreb på kontaktbøger, hippiegarn og dårlig tjald! Speedpik er jeres råddenskab i skridtet, den mormor I aldrig fik besøgt og den rullekebab I har gemt i skabet. Vi spiller kun med slukket lys, under dynen og med fire stearinlys i røven <3”
Lyt: https://youtu.be/zWHaeQvkzkU?si=Luazu8YGh_foBfi9
MITE
(Hardcore)
Som altid, er der garanti for at blive moshet godt rundt, når MITE løfter taget på Posten og blæser væggene ind.
Intet pænt – intet poleret.
Pissesur powerviolence.
Lyt: https://youtu.be/pGOKCqMrxp8?si=LlJPolZaN2ge-Hbs
Flere bands TBA