HAN GENOPSTOD. HAN TOG HIMMELFARTEN. HAN ER UDØDELIG – Niarn forlænger turné
Niarn er ikke færdig. Tværtimod. Efter de seneste års overvældende comeback og en massiv opbakning fra fans over hele landet bliver der nu mulighed for at opleve antihelten live på POSTEN.
Vi kender ham som antihelten fra Dobbelt A. Niarn. Niels Shahverdi Roos. Rapperen fra Aalborg, der skabte soundtracket til en hel generation og satte et markant aftryk på 00’ernes danske hiphopscene. Med klassiske udgivelser som debuten Årgang ’79 og de efterfølgende Antihelt og Rød Aalborg tog han landet med storm.
Med succesen fulgte et festligt og hæsblæsende liv i overhalingsbanen, som fik en brat afslutning, da Niarn forsvandt ind i fristelserne og satte misbrug over menneske. Efter en tur på intensiv meddelte han i 2014, at karrieren var slut. Men Niarn var langt fra færdig.
Men ikke uden sine kampe. Forud for Himmelfarten-turneén var Niarn endnu en gang på vej væk fra os efter et længere sygdomsforløb og år, hvor han havde givet alt, hvad kroppen kunne klare, for sine fans. Aften efter aften.
Historien fik heldigvis en anden slutning. Antihelten fra Dobbelt A står endnu – og stærkere end nogensinde. Ikke mindst takket være den urokkelige opbakning fra fansene, der de seneste år har vist, at musikken og Niarn stadig har en helt særlig plads hos dem.
“De sidste par år har på alle måder været utrolig overvældende, og det har været vildt at se, at
så mange af jer stadig lytter til musikken og møder op til koncerter rundt om i landet. Jeg må
tage det som et tegn og indse, at Niarn er og bliver udødelig. Nu tager vi en tour mere, og jeg kan
ikke vente.”– Niarn
Med et bagkatalog, der stadig pulserer hos en hel generation af fans – og nye generationer, der
er kommet til – gør Niarn klar til endnu en omgang.
Special Guest: Flammen
Den 22-årige rapper Flammen har på rekordtid slået sit navn fast på den danske rapscene.
Hans stil blander de velkendte oldschool-elementer med et friskt pust fra den nye skole. Dobbeltrim, ordspil og skarp brug af det danske sprog, over beats af forskellige subgenre kendetegner den unge mands måde at levere rap på, der tager pusten fra publikum, når han indtager scenen.
På blot få år er han gået fra nobody til at være her, der og alle vegne. Han har bl.a. optrådt til “Dansk Hiphop 40” i Forum, spillet på et hav af landets velkendte festivaler. Udover at være flittig til at udgive musik har Flammen en fortid i battlerap som en af Danmarks absolut bedste freestylerappere, og man kommer aldrig til at opleve en Flammen koncert uden freestyle!
Flammen bløder for hiphopkulturen og er manden bag “Bunker Cypher” og “Brand i bunkeren”. Begge er formater, der fremhæver unge og ukendte talenter og giver danske rappere en platform at udfolde sig på. Knap 100 cyphers og “freestyles” er indtil videre blevet udgivet, og har givet plads til alt fra gamle kendinge til aspirerende talenter – alt sammen takket være Flammen.


